Tolken - hvortil min verden går
Onsdag d. 16. og torsdag d. 17. november 2022 kl. 19.30
Kolding Egnsteater
Tolken – hvortil min verden går
- Drama om krig, kærlighed og flugt
Flugten er en tilstand, hvor det eneste man ejer, er det, man er flygtet fra. “TOLKEN – hvortil min verden går” er en forestilling om det nødvendige demokrati og menneskets ukuelighed.
Første Verdenskrig raser. Russiske krigsfanger flygter fra forfølgelse og krigsarbejde i Nordtyskland til det neutrale Danmark. De kommer sejlende på vognbunde, sammenbundne grene og dejtrug. De håber på en dag at kunne vende hjem til deres familier fra internatet i Horserødlejren. Fra Ribe ser den unge Ingeborg Stemann al krigens had og elendighed. Hun rejser til Horserød for at hjælpe, for at forandre verden og ikke lade mørket sejre. I mødet med russerne, mennesker mærket af krigen og flugten, møder Ingeborg den betagende Mikael Romanov. Hun konfronteres med sine egne værdier, idealer og sit livssyn samtidig med, at hun nedskriver russernes flugtberetninger.
Forestillingen er en dramatisering af den sande historie om Ingeborg Stemann, der som ung akademiker og tolk viede sit liv til Horserødlejren og de russiske flygtninge, der var interneret her. Ingeborg Stemann arbejdede hele livet på en bog om de russiske flygtninge og deres beretninger, men bogen udkom aldrig.
Her er den evigt aktuelle historie om krig og flugt, som Ingeborg Stemann aldrig selv fik formidlet.
Instruktør: Søren Iversen
Medvirkende: Sarah Juel Werner, Karen Nielsen og Brian Hjulmann
Producent: Parkteatret