§ 1. Foreningens navn, hjemsted og formål

Foreningens navn er Kolding Teaterforening og dens hjemsted er Kolding.

Teaterforeningens formål er at styrke og vække interesse for og kendskab til professionelt teater i lokalområdet. Endvidere gennem administration af gældende teaterlovs regler at udbyde og gennemføre teaterforestillinger i et alsidigt og varieret repertoire, der fremmer teaterinteressen hos alle aldersgrupper.

Teaterforeningen skal i sit virke søge samarbejde med Kolding Kommune, nærliggende teaterforeninger og øvrige kulturudbydere. Endvidere at foretage hvad bestyrelsen i øvrigt finder egnet til at fremme foreningens formål.

Foreningens overskud anvendes udelukkende til foreningens formål.


§ 2. Medlemmer

Som medlem kan optages enhver, der er tilmeldt et folkeregister i Danmark, og som tegner et abonnement.

 
§ 3. Abonnements- og løssalgsbilletter

Teaterforeningen udbyder billetter dels i abonnement, dels i løssalg.  Et abonnement omfatter det af bestyrelsen fastsatte antal teaterforestillinger inden for én sæson. Abonnementet er personligt, hvorfor videresalg i erhvervsmæssigt øjemed ikke er tilladt.

Generalforsamlingen kan beslutte, at der ved tegning af et abonnement betales et kontingent, der fastsættes på den årlige generalforsamling. Bestyrelsen kan beslutte at udstede medlemskort til abonnenterne. Sæsonbestillinger, der omfatter flere abonnenter, skal  påføres oplysning om abonnenternes navn og adresse af hensyn til stemmeret på generalforsamlingen samt eventuelt medlemskort.

En del af billetterne skal være til rådighed i løssalg.

  
§ 4. Generalforsamling og stemmeret
Generalforsamlingen er teaterforeningens øverste myndighed.
 
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af september måned.
Bestyrelsen indkalder ved bekendtgørelse i et lokalt dagblad eller ugeavis med 14 dages varsel og med angivelse af dagsordenen, mødested og mødetidspunkt. Offentliggørelse sker tillige på foreningens hjemmeside.
 
På den ordinære generalforsamling behandles følgende punkter:
 
  1. Valg af dirigent.
  2. Formanden aflægger beretning.
  3. Kassereren forelægger revideret regnskab.
  4. Fastsættelse af kontingent.
  5. Indkomne forslag a) fra bestyrelsen b) fra medlemmerne.
  6. Valg af bestyrelse og suppleant.
  7. Eventuelt.

Stemmeret på generalforsamlingen har enhver registreret abonnent, dels fra sidst afviklede sæson, dels de for den kommende sæson indmeldte. Hver abonnent har en stemme. Afstemningen sker mundtligt eller ved håndsoprækning, medmindre dirigenten eller 3 abonnenter forlanger skriftlig afstemning. Alle beslutninger træffes på generalforsamlingen ved simpel stemmeflerhed blandt de fremmødte med mindre andet følger af denne vedtægt.

Forslag til behandling på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.
 

§ 5. Ekstraordinær generalforsamling

Bestyrelsen kan indkalde til ekstraordinær generalforsamling efter behov med samme varsel og fremgangsmåde som gældende for ordinær generalforsamling.

Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, når mindst 25 medlemmer fremsætter skriftlig krav herom og med angivelse af grund. En sådan generalforsamling skal afholdes inden en måned fra begæringens modtagelse og skal ske med samme varsel og bekendtgørelsesmåde som gældende for den ordinære generalforsamling jf. § 4. Indkaldelsen til den ekstraordinære generalforsamling skal endvidere indeholde angivelse af dagsordenen. 

§ 6. Bestyrelsens valg og sammensætning

Foreningens bestyrelse består af 8 – 10 medlemmer, hvoraf et medlem udpeges af Kolding Kommune. De øvrige bestyrelsesmedlemmer samt en suppleant vælges af generalforsamlingen ved simpelt stemmeflertal. Bestyrelsesmedlemmer, der er valgt på en generalforsamling, er valgt for to år, idet tre - fire, respektive fire - fem medlemmer afgår hvert andet år. Suppleanten er på valg hvert år. Genvalg kan finde sted.

Det bør tilstræbes, at bestyrelsen sammensættes med bredest mulig tilknytning til det lokale miljø, og at bestyrelsen tilsammen repræsenterer teaterfaglig, kunstnerisk, ledelsesmæssig, markedsføringsmæssig, regnskabsmæssig og juridisk indsigt.

Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand, kasserer og sekretær. Bestyrelsen kan nedsætte et forretningsudvalg. 
 
§ 7. Udvalgs etablering, godkendelse og kompetence
Udvalg kan nedsættes af bestyrelsen til varetagelse af en særlig arbejdsopgave i en kortere periode. Et udvalg består af en formand, som skal være medlem af bestyrelsen, samt et antal medlemmer, der ikke alle behøver at være stemmeberettigede abonnenter.

§ 8. Bestyrelsens arbejdsform

Formanden leder bestyrelsens forhandlinger og fordeler arbejdsopgaverne.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst fire respektive fem bestyrelsesmedlemmer er tilstede, heraf formanden eller næstformanden. Beslutningerne træffes ved stemmeflerhed, og i tilfælde af stemmelighed er formandens eller i dennes forfald næstformandens stemme afgørende.

Over forhandlingerne udarbejdes et referat, der godkendes på det næstfølgende møde. Bestyrelsen fastsætter om fornødent selv sin forretningsorden.

§ 9. Bestyrelsens samt forretningsudvalgets myndighed og opgaver

Foreningens ledelse varetages af bestyrelsen, der repræsenterer foreningen i alle forhold. Bestyrelsen fastsætter abonnements- og løssalgspriserne på forestillingsbilletterne.

Forretningsudvalget består af formanden, næstformanden, kassereren og sekretæren.

Forretningsudvalget varetager den daglige drift, men har ingen selvstændig beslutningskompetence i større sager. Udvalget forbereder sagerne til bestyrelsen og udarbejder dagsorden til bestyrelsesmøderne.

Bestyrelsen kan ansætte lønnet medhjælp i henhold til godkendt budget.

§ 10. Tegning og hæftelse

Teaterforeningen tegnes af formanden alene eller af to bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen kan meddele prokura.

 

Foreningens medlemmer (abonnenterne) og bestyrelsesmedlemmerne hæfter ikke personligt for teaterforeningens forpligtelser.
 
§ 11. Æresmedlemmer
Bestyrelsen er bemyndiget til efter énstemmig vedtagelse at udpege personer, som foreningen ønsker at vise opmærksomhed for særligt virke og gavn for Kolding Teaterforening, til æresmedlem. Æresmedlemmer er kontingentfrie og kan få gratis billetter til forestillinger efter eget valg.
 
§ 12. Regnskab og revision

Teaterforeningens regnskabsår løber fra 1. juli til 30. juni.

Bestyrelsen forvalter teaterforeningens midler. Bestyrelsen har ansvar for udarbejdelse af regnskaber og budgetter og disses rettidige indsendelse til de tilskudsgivende myndigheder. Årsregnskabet godkendes af bestyrelsen inden forelæggelsen på generalforsamlingen. Regnskabet revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor.
 
§ 13. Vedtægtsændringer og foreningens opløsning
Beslutninger om ændring i vedtægterne eller foreningens opløsning kan kun træffes, når det sker på to på hinanden følgende generalforsamlinger. Vedtagelse skal ske med kvalificeret  flertal på mindst 2/3 – to tredjedele - af de fremmødte stemmeberettigede på den første generalforsamling.  Der kræves alene simpelt flertal til vedtagelse af forslaget på den anden generalforsamling.
 
§ 14. Foreningens formue ved opløsning af foreningen
Ved foreningens ophør eller opløsning, skal dens formue i det hele anvendes i overensstemmelse med foreningens formål, idet fordelingen anvises af den siddende bestyrelse og godkendes af Kolding Kommunes Kulturudvalg forinden udlodning kan finde sted.
 
§ 15. Ikrafttrædelse
Vedtægterne er gældende fra vedtagelsen på generalforsamlingen den 9. september 2010. 

Som dirigent:
 
 
Niels Bo Andersen